Gruppeweekend 04-05.03.22

Der er Kuk i Kalenderen!!!

Efterårets Gruppeweekend måtte flyttes til marts pga. Corona, men det hjalp absolut ikke på kalender-problemet. Alt var omvendt og forkludret, og morgenmad, frokost og aftensmad lå på helt forkerte tidspunkter af døgnet.

Vi startede med at lave “aftensmad” til frokost (desserten først selvfølgelig – bananer med chokolade over bål), og den bestod af lækre flæskestegssandwiches med hjemmesyltet agurkesalat 😋

Derefter var der “natløb”, hvor Omvendtmanden havde kastet en besværgelse over Troppen, som var blevet forvandlet til mærkelige figurer som Prins Henning, Generalen, Byggemand Bob og Valkyrien. Det var så Bævernes og Juniorernes opgave at finde Omvendtmanden, som var stukket af, og få ham til at hæve besværgelsen, så vi kunne få vores Tropfolk tilbage igen. Det lykkedes heldigvis 😊

Efter en velfortjent pause var det tid til at lave mad igen, og vi skulle selvfølgelig have “brunch” kl. 18.30 😆. Bæverne lavede pandekager nok til en hel hær, og Juniorerne bød ind med bacon, pølser og æg 😋

Med morgenmaden således fortæret, sagde vi farvel og tak for en dejlig dag til Bæverne, mens Juniorerne satte sig ned til bålet. Meeen til sådan en morgen med brunch hører der selvfølgelig også morgengymnastik, og det stod Troppen for med en hel ustyrlig energi. Hvis I vil se hvordan det gik for sig, kan I gå ind på vores instagram-profil, hvor der ligger en video: @egedalspejder

Så en times hygge om bålet for Trop og Junior, og så i seng. Der var nogle, der var trætte 😅

Og de fik da også lov til at sove, Juniorerne i telt og Troppen i shelter, i hele to timer, indtil de stakkels spejdere blev vækket med tågehorn af to meget irriterende ledere, der insisterede på, at der var natløb 😈😈📢

To timer senere lå de i poserne igen, og denne gang blev de liggende lige til den lyse morgen, hvor de kunne stå op til en lækker “frokost” bestående af rester 🤩. Derefter oprydning og rengøring og så kunne vi, efter en noget forvirrende weekend, tage hjem og nyde, at det i morgen er helt almindelig mandag 😁

Tak for en dejlig weekend ✌️

Video: Omvendtmandens besværgelse ophæves, og Troppen forvandles tilbage til sig selv. Til deres store overraskelse 😆😂

Video: Troppen henter Juniorerne til “morgenfut” med Yoooooga! 🤸‍♂️🧘‍♂️🤸‍♀️🧘‍♀️