Gruppeweekend 04-05.03.22

Der er Kuk i Kalenderen!!!

Efterårets Gruppeweekend måtte flyttes til marts pga. Corona, men det hjalp absolut ikke på kalender-problemet. Alt var omvendt og forkludret, og morgenmad, frokost og aftensmad lå på helt forkerte tidspunkter af døgnet.

Vi startede med at lave “aftensmad” til frokost (desserten først selvfølgelig – bananer med chokolade over bål), og den bestod af lækre flæskestegssandwiches med hjemmesyltet agurkesalat 😋

Derefter var der “natløb”, hvor Omvendtmanden havde kastet en besværgelse over Troppen, som var blevet forvandlet til mærkelige figurer som Prins Henning, Generalen, Byggemand Bob og Valkyrien. Det var så Bævernes og Juniorernes opgave at finde Omvendtmanden, som var stukket af, og få ham til at hæve besværgelsen, så vi kunne få vores Tropfolk tilbage igen. Det lykkedes heldigvis 😊

Efter en velfortjent pause var det tid til at lave mad igen, og vi skulle selvfølgelig have “brunch” kl. 18.30 😆. Bæverne lavede pandekager nok til en hel hær, og Juniorerne bød ind med bacon, pølser og æg 😋

Med morgenmaden således fortæret, sagde vi farvel og tak for en dejlig dag til Bæverne, mens Juniorerne satte sig ned til bålet. Meeen til sådan en morgen med brunch hører der selvfølgelig også morgengymnastik, og det stod Troppen for med en hel ustyrlig energi. Hvis I vil se hvordan det gik for sig, kan I gå ind på vores instagram-profil, hvor der ligger en video: @egedalspejder

Så en times hygge om bålet for Trop og Junior, og så i seng. Der var nogle, der var trætte 😅

Og de fik da også lov til at sove, Juniorerne i telt og Troppen i shelter, i hele to timer, indtil de stakkels spejdere blev vækket med tågehorn af to meget irriterende ledere, der insisterede på, at der var natløb 😈😈📢

To timer senere lå de i poserne igen, og denne gang blev de liggende lige til den lyse morgen, hvor de kunne stå op til en lækker “frokost” bestående af rester 🤩. Derefter oprydning og rengøring og så kunne vi, efter en noget forvirrende weekend, tage hjem og nyde, at det i morgen er helt almindelig mandag 😁

Tak for en dejlig weekend ✌️

Video: Omvendtmandens besværgelse ophæves, og Troppen forvandles tilbage til sig selv. Til deres store overraskelse 😆😂

Video: Troppen henter Juniorerne til “morgenfut” med Yoooooga! 🤸‍♂️🧘‍♂️🤸‍♀️🧘‍♀️

Halloween-arrangement 30.10.2021

Fredag aften afholdte vi vores efterhånden traditionelle Halloween-arrangement, med den kreative hule, spåkonen der maler mystiske tegn på huden, gryden på bålet med lækker blodsuppe og ikke mindst! den Uhyggelige Skov 😱👻👹

Billederne er fra skoven 😁

Shelterdag 16.05.2020

Vi havde en fantastisk lørdag både store som små. Det var dejligt endelig at være sammen igen, også selvom det var i små grupper og på afstand. Bævere, ulve og juniorer tog toget til Frederikssund – I hver vores kupe selvfølgelig. Fra Frederikssund St. gik vi hen til shelterpladsen. Juniorer viste vej. Det var en dejlig tur i et smukt naturområde med både fiskehejrer, svaner og masser af bakker. Troppen gik fra Stenløse og derhen. De mener selv, at de krydsede motorveje, så hvilken vej de er gået, vides ikke helt, men de kom alle frem i godt humør. I løbet af dagen var der forskellige aktiviteter i enhederne. F.eks “skattejagt” med kort børnene selv lavede, nogle ulvene fik taget knivbevis og så selvfølgelig madlavning. Der blev også tid til masser af leg på de to “bjerge”, hygge og en masse snak. Tak for lån af jeres helt fantastiske skønne børn.

Halloween-arrangement 27.10.2018

Fredag før Halloween holdte vi en u-hyggelig aften for vores spejdere og deres venner. Der var både mulighed for sår-sminkning, heksebrygning, at lave appelsinlamper og riste spøgelser og så selvfølgelig et besøg i den mørke, fortryllede skov.

Her kommer lidt billeder af forberedelserne til aftenens u-hygge. Klar parat start til en uhyggelig aften, med spejdere og venner.

Gruppemøde 05.02.2018

I aften holdte vi det årlige Gruppemøde (Gruppens generalforsamling), og mens forældre og ledere sad inde til mødet, gik børnene ud med resten af lederne og lavede et gør-det-selv-løb, hvor hver patrulje/bande/familie skulle lave en post. Derefter skulle vi samlet rundt på løbet, og prøve tov-trækning (desværre ingen billeder), menneskelige pyramider, stafetløb og skyd-til-måls.
Trods minus graderne, var der ingen der rigtig havde tid til at fryse, da vi først kom i gang.