Høringssvar omkring Stenløse Å

I forbindelse med Egedal Kommune har sendt en miljørapport i høring vedrørende omrlægning af Stenløse Å – som løber gennem vores spejdergrund på Bækholmvej i Stenløse – er der blevet indsendt et høringssvar på vegne af gruppen.

Høringssvaret kan læses her nedenfor:

Høringssvar til høring af miljøkonsekvensrapport og udkast til § 25-tilladelse – Miljøvurdering af klimatilpasning af Stenløse by

Herunder et høringssvar udarbejdet på vegne af KFUM-Spejderne i Egedal.

KFUM-spejderne i Egedal, er så heldige at have spejderhytte ned til Stenløse Å. Her bruger vi åen i stor stil til at observere insekter og andre dyr, og ikke mindst det affødte dyreliv omkring åen som en del af vores spejderaktivteter. Det giver stor lærdom om naturen for børnene, at spejderhytten trods dens bynære placering, har åen i baghaven hvor de udover dyrelivet også kan lave aktiviteter der involverer vandstrømninger, som f.eks. at bygge små skibe, sende dem afsted og måle deres hastighed m.v.

Hele miljøet omkring åen, med dets dyre- og planteliv benyttes flittigt, ikke kun af spejdere, men også de skoleklasser som ofte låner spejderhytten til deres ture.

Vi har i åløbet observeret mange almindelige arter, som syntes at trivedes trods åens bynære beliggenhed, men også sjældne arter som isfugl, stor og lille vandsalamander og flere padderarter der er beskyttet bilag 4 arter.  Om aftenen når vi ligger i shelteret, flyver der flagermus omkring, der også menes at have redetræer ned i nogle af de ældre træer på grunden. Børnene har op til flere gange desuden observeret vandsalamandre.

Vi mener ikke at det er til gavn for hverken dyr, natur, spejderliv eller børnenes muligheder for læring netop om naturen at flytte åen, og vi mener ikke at ”erstatningsnatur” er en bedre løsning end den natur der langsomt over årene har indfundet sig, og givet plads og habitat til sjældne arter. Vi nyder desuden også synet af almindelige arter som ræv og rådyr, der også kommer ned til åen som vandingssted og beriger vores oplevelser i og omkring åen.

Vi anser det for meget vigtigt at åen bevares, og naturen forbedres der hvor den er, til gavn for alle.

På vegne af KFUM-spejderne i Egedal

Biolog og mor til tre KFUM spejdere, Charlotte Moshøj

Juniormøde 19.10.2020

I mandags brugte Juniorerne mødet på deres patrulje, Bjørnebanden. 🐻

Dels blev der øvet venskabsknobet til tørklædet (det kom der den video ud af, som blev uploadet i mandags), dels øvede de sig på deres patruljeråb og i at melde klar, og dels færdiggjorde de deres nye tørklæder.

Juniorlederen havde indkøbt flotte røde tørklæder med en grøn stribe (da juniorfarven er grøn i vores Gruppe), og Juniorerne satte så selv bjørnepoten på. 🐾

Tørklædet må de gå med så længe de er Juniorer ✌

Venskabsknobet

Denne video viser hvordan man binder et venskabsknob på sit tørklæde. Både til de, der vil lære det, og de der trænger til en opfriskning 😉

Bævermøde 05.10.2020

Bæverne har nu afsluttet mærket Madeventyr.

Formålet med mærket er bl.a. at opleve glæden ved varieret og velsmagende mad. Madens duft, smag og udseende fortæller historier og lokker til nye oplevelser. Bæverne skal opleve glæde ved at udtrykke sig kreativt, og når bæverne er med i madlavningen, giver det stolthed over resultatet. Bæverne får mod på at smage nye ting og lyst til at udfolde sig kreativt, og man behøver ikke altid at følge kogebogen.

Vi har bl.a. kogt æg i kartofler, været på madløb, hvor vi duftede, smagte og så på billeder af mad fra hele verden, syltede agurker, peberfrugt og løg og så sluttede vi mærket af med at lave snobrød på 11 forskellige måder. Det blev til snobrød med bl.a. kanel, kardemomme, oregano, vanilje og kakao smag.

Makeoverdag i Stenløsehytten 04.10.2020

Endnu en makeoverdag går på hæld, og solen er nu gået ned over en flot og nyklippet spejdergrund i Stenløse.

De fleste kræfter blev lagt udenfor i det, efterhånden, rigtig fine vejr, og nu er der faktisk til at komme til for grønne vækster igen. Huggepladsen dukkede frem af vildnisset, trappenedgange og flagplads blev fundet frem, trekanten er igen blevet trekantet og parkeringspladsen blev næsten 4 meter bredere og 2 meter længere.

Vi takker dybt, store som små der kom og hjalp, og glæder os til at holde spejdermøder igen 😊💪✌🙋‍♀️

Juniormøde 22.09.2020

I mandags var Juniorerne på fotoløb i Stenløse Syd, og var for anden gang samlet i patruljen. Løbet gik ud på at de fik et billede tilsendt af deres leder, skulle finde ud af hvor det var taget henne, tage et gruppebillede sammen med motivet, og så sende tilbage, før de ville få næste billede.

Løbet gik godt, og Juniorerne klarede at komme hele vejen rundt inden mødet sluttede. SÅ seje! 😎👏💪

Billederne her er både dem, Juniorerne fik, og dem, de sendte tilbage 🤳✌

Juniormøde 14.09.2020

I mandags var emnet hos Juniorerne kort og kompas, og efter en introduktion til kompassets funktioner gik vi i gang. 🗺🧭

Der var både et løb i bedste piratkort-stil, med kompasretninger og antal skridt til næste post, og en opgave hvor der skulle tegnes et kort over spejdergrunden.

Ind imellem blev der øvet i kompasretningerne med en lille leg ⬆️➡️⬇️⬅️

Bævermøde 14.09.2020

Bæverne er begyndt på mærket Madeventyr og i går var temaet for mødet æg. Vi skulle bl.a. koge æg i kartofler over bålet. Mens æggene kogte var bæverne på et lille opgaveløb, hvor de skulle parre billeder af dyr med billeder af dyrenes æg. Bagefter sad vi – selvfølgelig med afstand – rundt om bålet og spiste vores æg i kartofler, mens vi nød den flotte solnedgang.

Klanmøde for Mr. MacMurphey’s Clan 10.09.2020

Det var en lille sluttet flok, der sammen tog ud for at lede efter to af Vestegnens Glemte Kæmper, på september måneds klanmøde. Vejen var ikke alt for lang, og heller ikke specielt farefuld, men i stedet fuld af smuk natur og modne brombær, til eventyrernes store glæde.

Til de interesserede kan vi oplyse, at i forbindelse med Vestegnens Kulturuge i 2016 byggede kunstneren Thomas Dambo 6 kæmper af genbrugstræ, som står ‘gemt’ ved skov, sø og bakketop på udvalgte steder på Vestegnen. Vi besøgte Vallensbæk.

Man kan læse mere her: https://www.opdagdanmark.dk/oplevelser/de-seks-glemte-kaemper/

De er så absolut turen værd 😄✌

Juniormøde 07.09.2020

I mandags var Juniorpatruljen samlet for første gang efter sommerferien, og skulle prøve kræfter med samarbejdet i patruljen. Med patruljeleder og -assistent udnævnt, blev juniorerne ført ind i skoven med bind for øjnene, hvorefter de sammen skulle finde ud igen, og til stor fornøjelse for de forældre og ledere, der havde ført dem ind, gik juniorerne straks i gang med at diskutere retninger og fornemmelser😂😂

Alle kom ud af skoven igen, og demokratiet er bestemt ikke tabt for denne gruppe 😎👏

Retningssansen til gengæld…🤔😏😅