Så blev sommerlejren for Junior, Trop og Senior skudt igang, og efter at have pakket trailerne, gik turen til den dejlige ø, Enø. Vi forlod Stenløse i varme og sommertøj, og ankom til en solid skylle, der dog hurtigt gik over. Friske og fro fik vi tømt trailerne ud på de medbragte presenninger, og spejderne var så så umådeligt heldige, at få lov til at udpakke og opslå SPRIT NYE TELTE!!!! Men. Aldrig så snart var vi kommet halvvejs, før himlen atter åbnede sig, og denne gang blev det ved. Der var ikke andet at gøre end at klø på med teltene, for op skulle de jo, hvis ikke vi skulle sove under åben himmel. Da teltene var kommet op, lavede de Meget Søde Ledere te, og vi gik en lille tur ned til den nærliggende strand, og bagefter stod den på madlavning. Det trak lidt ud med det, så opvasken måtte vent til efter lejrbålet, men alt blev nået til sidst, og med den fantastiske aftenhimmel, siger vi godnat, og sov godt
2. Dag på sommerlejren stod på et fotoløb rundt på Enø. De to patruljer fik udleveret et kort, og til opgave at tage selfies med enden af Bådebroen, Gavnø, Græshoppebroen og Havnen, og halvvejs mødtes vi til frokost. Det var heldigvis blevet dejlig vejr, så regnen slap vi for, og der var endda nogle der fandt en is. Hjemme var det endelig lykkedes lederne at få slået deres telt op, og efter lidt slap-af tid, skulle bålet tændes til aftensmaden, som stod på lækker kalkungryde. Lederne var imponeret over Trop og Junior, som kun overskred tidsplanen med 15 min. (I ledernes egen troptid, var det ofte med noget længere… ) Efter den noget omstændige opvask, som bålgryder altid giver, var der enighed om at smutte i poserne, da alle var trætte, og gerne ville være friske til Agersø i morgen. Nogle snøvlehoveder nåede dog lige at se skypumpen på aftenhimlen (vi har navngivet den Thomas the Tornado).
Thar she blows!!! 3. Dag på sommerlejr, og vi er nær blæst væk i hvad vejrudsigten betegner som stiv kuling. Turen gik dog alligevel til Agersø hvor vi, efter at have fået stempler i vores ø-pas, vandrede ud og hilste på Helleholm fyrtårn, hvor vi også spiste frokost. Undervejs oplevede vi næsten al slags vejr på nær vindstille, og himlen viste sig fra den mere dramatiske side. På vej tilbage til Sjælland med færgen havde søen dog lagt sig lidt, så det ikke gyngede så meget. Hjemme igen tændte Juniorerne bål, mens Troppen skar salat, og snart var der pitabrød til aftensmad. Dejlig ret. Næsten ingen opvask Til lejrbålet underholdte Troppen med et quizindslag, hvor Juniorerne konkurrerede mod lederne i at gætte Disneyfilm. Desværre tabte lederne, og straffen for dette var en meget bizar hyldestdans til vinderne, som bestod af at erklære sig for en glad kylling, med tilhørende fagter. Hvad man dog ikke gør for de børn…
4. Sommerlejrdag byder ikke på så mange billeder, da der var patruljedag for både Juniorer og Trop, stort set uden ledere (og derfor også kameraer). Dagen startede med lækker brunch, hvorefter Troppen blev sendt på hike med overnatning, så dem ser vi ikke igen før i morgen. Undervejs skulle de selv købe ind til aftens- og morgenmad, og deres fantastiske tropleder vækker dem med natløb i nat. Juniorerne brugte formiddagen på at få styr på deres telt, og eftermiddagen på at gå til Enø by for at få en is, og bade i havet. Aftensmaden stod på Spaghetti Cabonara Lederne fik bl.a. dagen til at gå med at køre vores nytilkomne, unge nabo-mennesker på skadestuen, da en af dem skar sig i fingeren under tilberedning af salat. Så er det jo godt at en spejder altid er beredt med forbindinger, om end vi er lidt mere øvede med vores dolke…
5. Sommerlejrdag blev brugt på Camp Adventure, hvor vi startede med at gå 45 m op i Skovtårnet, hvor vi dermed endte 140 m over havets overflade. Det var en ret speciel oplevelse, at gå op over træernes toppe, og se ned på dem. Men utroligt flot Efter Skovtårnet tog vi op og klatre i klatreparken, og også dette foregik over jorden. For oppe i trætoppene er der lavet sjove og finurlige forhindrings- og svævebaner, og eftermiddagen gik hurtigt med dette. Vi kom lidt sent hjem, og fik derfor også sent aftensmad, men når menuen står på burgers, kan alt jo klares. Under maden underholdte Juniorerne med en sjov blanding af teater, liveimpro og dungens and dragons, og efterfølgende var det på hovedet i seng. Lidt sent men pyt. Vi har haft en sjov dag
6. Sommerlejrdag skulle have gået til Omø, men da vi har haft et rimeligt stramt program hele ugen, syntes vi at dagen ville være bedre brugt på en rolig dag på Enø. Så formiddagen gik med hygge i patruljerne, og efter en fælles frokost, gik vi alle sammen til Enø by, og fik en af de berømte Enø is (de har fået priser og alt muligt!). Til aften grillede vi, og fik besøg af Fin, som vi har lånt sommerhuset af. Han er gammel spejderleder, og da vi inviterede ham med til lejrbålshygge, berigede han os med et glimt af den gamle spejderuniform. Aftenen blev sluttet af med skumfiduser og varm kakao over bål, regnvejr til trods. I morgen går turen hjem til Stenløse.
7. og sidste sommerlejrdag, og ikke engang synet af regnvejret da vi vågnede, kunne slå os ud. Vi har haft en skøn sommerlejr, men er også alle klar til at komme hjem i bad Så farvel for denne gang, Enø, og med et før- og efterlejrbillede, siger lederne tusind tak for en skøn sommerlejr til alle Juniorer, Tropspejdere og Seniorer. Vi glæder os til næste år