I forbindelse med Egedal Kommune har sendt en miljørapport i høring vedrørende omrlægning af Stenløse Å – som løber gennem vores spejdergrund på Bækholmvej i Stenløse – er der blevet indsendt et høringssvar på vegne af gruppen.
Høringssvaret kan læses her nedenfor:
Høringssvar til høring af miljøkonsekvensrapport og udkast til § 25-tilladelse – Miljøvurdering af klimatilpasning af Stenløse by
Herunder et høringssvar udarbejdet på vegne af KFUM-Spejderne i Egedal.
KFUM-spejderne i Egedal, er så heldige at have spejderhytte ned til Stenløse Å. Her bruger vi åen i stor stil til at observere insekter og andre dyr, og ikke mindst det affødte dyreliv omkring åen som en del af vores spejderaktivteter. Det giver stor lærdom om naturen for børnene, at spejderhytten trods dens bynære placering, har åen i baghaven hvor de udover dyrelivet også kan lave aktiviteter der involverer vandstrømninger, som f.eks. at bygge små skibe, sende dem afsted og måle deres hastighed m.v.
Hele miljøet omkring åen, med dets dyre- og planteliv benyttes flittigt, ikke kun af spejdere, men også de skoleklasser som ofte låner spejderhytten til deres ture.
Vi har i åløbet observeret mange almindelige arter, som syntes at trivedes trods åens bynære beliggenhed, men også sjældne arter som isfugl, stor og lille vandsalamander og flere padderarter der er beskyttet bilag 4 arter. Om aftenen når vi ligger i shelteret, flyver der flagermus omkring, der også menes at have redetræer ned i nogle af de ældre træer på grunden. Børnene har op til flere gange desuden observeret vandsalamandre.
Vi mener ikke at det er til gavn for hverken dyr, natur, spejderliv eller børnenes muligheder for læring netop om naturen at flytte åen, og vi mener ikke at ”erstatningsnatur” er en bedre løsning end den natur der langsomt over årene har indfundet sig, og givet plads og habitat til sjældne arter. Vi nyder desuden også synet af almindelige arter som ræv og rådyr, der også kommer ned til åen som vandingssted og beriger vores oplevelser i og omkring åen.
Vi anser det for meget vigtigt at åen bevares, og naturen forbedres der hvor den er, til gavn for alle.
På vegne af KFUM-spejderne i Egedal
Biolog og mor til tre KFUM spejdere, Charlotte Moshøj