Erindringer, skrevet af Egon Jensen (tidligere gruppeleder) i 1998.
Jeg har med redaktørens lovede tolerance overfor mindre erindringsforskydninger påtaget mig at skrive om gruppens skiftende adresser og om de hermed forbundne oplevelser.
Mit første bekendtskab med De Grønne stammer fra 1964, da vi gjorde vor entré i Stenløse. Vore piger havde været spejdere i vor fraflytterkommune og ville gerne meldes til i Stenløse. Der var her en nystartet trop, som en gang om måneden holdt møde i præstegårdens kælderlokale og herudover patruljemøder i private hjem. Der var mange tilflyttere og derfor også relativt mange spejdere til det lille lokale.
På forældremøderne talte man ofte om begrænsningerne i førnævnte lokale, hvor der hverken var ekspansionsmuligheder eller plads til materiel og lign. Egentlig hyttebyggeri var på grund af manglende kapital ikke realistisk, så der gik nogle år, måske hen til 1969 før der blev lejet et mindre jordstykke, det smalle engstykke langs jernbanen på gruppens nuværende adresse. Her blev der opført et materialeskur og troppen holdt sine møder her i sommersæsonen. Ideelt var det langt fra. Det var sæsonbestemt og adgang var kun mulig hen over DDS-spejdernes aktivitetsplads. De havde den gang den del af spejderhytten, der ligger nærmest vejen samt hele grunden ned til åen.
Fra 1972 kom der virkelig problemer. Der startede en juniortrop for 8-10 årige både piger og drenge. Det var nødvendigt at holde ugentlige møder, hvor præstegården var fyldt med aktive og støjende børn. Det blev et problem, ikke mindst da tilgangen af større børn også tog fart. I slutningen af 72 øgedes presset for også at lave grønt spejderarbejde for større drenge.
Et større kælderlokale i børnehaven Halkjær fandtes egnet og kommunen blev kontaktet. I første omgang var svaret positivt, idet man mente at et daginstitutionslokale udmærket kunne anvendes i aftentimerne; men der var alligevel ting som ikke kunne glide ned, så det blev vendt til et afslag.
Imidlertid forlød det at kommunen skulle overtage Maglevad og selvom man var klar over at gården næppe var egnet i sin daværende tilstand, så mente man godt ved forældres hjælp at kunne klare en renovering Kommunen lod dog forstå at kommunen selv havde overvejelser i gang om at anvende gården til materielgård.
Lidt overrasket blev man noget senere bekendt med, at DDS-spejderne havde fået en aftale i stand om at overtage Maglevad mod, at de renoverede hele bygningskomplekset. Det medførte naturligvis, at De Grønne lagde pres på kommunen for, at den i sin aftale med DDS skulle betinge sig fuld rådighed over Bækholmhytten og derfor frit kunne give De Grønne dispositionsret over hele Bækholmanlægget.
Det lykkedes, og i november 1972 blev hytten overdraget og forældre gik straks i gang med et nødtørftigt udbedringsarbejde, således at det første tropmøde kunne holdes i hytten i december. Der blev i de følgende år foretaget mange forbedringer og de større lokaler og bedre faciliteter kunne straks spores i spejderarbejdet, som nu oplevede gyldne år.
I sidste halvdel af halvfjerdserne meldte der sig igen pladsproblemer, og der blev ved flere lejligheder forsøgt konkrete forhandlinger for at overtage Bækholmhytten som ejendom, men DDS var ikke interesseret så længe de kun var lejere på Maglevad og ligesom kommunen heller ikke havde givet FDF lige vilkår. Til forståelse af situationen må nævnes, at Bækholmhytten jo var DDS ejendom, som de naturligvis gerne ville have kapitaliseret.
I 1979 lykkedes det kommunen at få en endelig aftale med DDS og der kunne derefter underskrives en 15-årig lejekontrakt med alle tre korps. Med en 15 årig horisont kunne man bedre investere og et udvalg blev nedsat for hurtigst muligt at skaffe gruppen større lokaliteter. Man forsøgte i et opportunistisk øjeblik, at få kommunen til at udbygge spejderhytten, men den gik ikke.
I 1980 fik man opstillet en mindre barak. Køn var den ikke og den kunne af nogle opfattes som en provokation. Der blev arbejdet videre med sagen og i 1981 blev vi opmærksom på, at et antal skolebarakker blev overflødige, hvorpå vi indlagde billet på to af disse. Man fik kontakt med kommunen, som ikke var uvillige til at imødekomme ansøgningen, men først måtte der forelægge en flytteplan og et budget for de hermed forbundne udgifter.
Nu kørte det bare derud af. I løbet af en måned var projektet sat på skinner og pengene bevilget. To skolebarakker hver af 64 m2 blev i løbet af de følgende tre Weekends monteret over en ligeså stor kælder, der var støbt af forældre i samme tidsrum. Fantastisk siger mange og andre spørger hvorfor det, når det blev kommunens ejendom. Hertil er kun at svare, at historien viser, at vil man selv behandles positivt må man også selv handle positivt.
Året efter i 1982 gik man så gang med, at bygge toiletgangen mellem den ældre hytte og pavillonerne, således at spejdercentret som vi kender det i dag stort set stod færdig til 1983 hvor de store årgange boomede.
Det gav også ekspansionstanker andre steder i kommunen, nemlig i Slagslunde. Man forsøgte at starte en enhed i Slagslunde i 1981. Den fik til huse i Slagslunde Forsamlingshus. Det var et forsigtigt skridt, for alle prognoser pegede på at der højst sandsynligt ville børn nok i ca 10 år, sådan sagde i hvert fald skolens prognoser, men det er gået helt anderledes. Også i Slagslunde har Det Grønne Spejderarbejde bidt sig fast.
Alt dette har været udført af forældre og interesserede, der ville skabe gode rammer for de unge i Stenløse. Vi er mange som siger tak for denne indsats og ønsker de unge endnu i mange år kan have glæde af disse muligheder.