Om os

KFUM-Spejderne giver børn og unge mod til sammen at tage ansvar for en bedre verden.

Det gør vi ved at udvikle værdifulde kompetencer og skabe meningsfulde fællesskaber, som er attraktive for flere børn og unge.

Det betyder, at den enkelte spejder føler sig stolt over og anerkendt for at gøre en forskel.

Hos Egedal gruppe er alle vores ledere frivillige og ulønnede. Vi er ikke-parti-politisk og byder alle velkomne uanset oprindelse, sociale vilkår eller religion.

Vores formål at bidrage til, at børn og unge lærer at blive selvstændige, får en demokratisk livsholdning, tager medansvar og realiserer deres fulde potentiale.

Spejderbevægelsen er funderet på værdier, man også møder i kristendommen, men vi er ikke en missionerende forening.

Egedal gruppes vision

I Egedal Gruppe vil vi:

  • skabe fede oplevelser og stærkt sammenhold
  • kende og stå ved vores værdier og holdninger
  • skabe gode rammer gennem aktiv lederudvikling og gode fysiske rammer.

Facts om Egedal gruppe

I Egedal gruppe er vi ca. 80 medlemmer.

Egedal gruppe dækker hele Egedal Kommune. Vi har spejderhytter i både Stenløse og Slagslunde, og vi har også rigtigt mange spejdere fra Ølstykke.

Vi er de eneste grønne spejdere i Egedal Kommune.

Hos os kan man være spejder fra man er 3 år gammel – og lige så længe man vil. Læs mere om, hvad man laver på de forskellige alderstrin under Enhederne.

Generalforsamling

Gruppen er en forening. Hvert år i februar afholdes gruppens generalforsamling. Her får du et overblik over året, der gik – både over aktiviteter, gruppens udvikling og gruppens økonomi. Her vælges gruppens bestyrelse og her fastsættes kontingentet for at være spejder.

Det er også her, du kan komme med dine input til gruppens gøren og laden og til gruppens fremtidige udvikling. Har du nogle spørgsmål, finder du sikkert svarene her.

Det daglige fællesskab

Egedal Gruppen har intet lønnet personale. Alle vores spejderledere er frivillige og alle aktiviteter i gruppen – både dem med børn og dem i baggrunden – bliver udført af frivillige. Det er gruppens mål, at alle spejdere får tilbudt nogle sjove og lærerige aktiviteter i optimale fysiske rammer.

Vores frivillige ledere bruger rigtig meget af deres fritid på at forberede og gennemføre spejdermøder, weekendture og store lejre til gavn for hver eneste spejder i gruppen. Derudover bruger de deres fritid på forskellige kurser for at blive endnu dygtigere og for at udveksle erfaringer med ledere fra de andre spejdergrupper.

Vores idé er, at de frivillige ledere koncentrerer sig om aktiviteterne med børnene og at forældrene og spejderne er med til at løse alle de andre opgaver i gruppen.

Alle forældre er derfor på det kraftigste opfordret til at bruge noget af deres fritid på at være med til at skaffe de fysiske rammer, der er så vigtige for et godt spejderliv.