Bliv spejder

Hvis du leder efter en spændende, sjov og udfordrende fritidsinteresse i Egedal, er du kommet til det rigtige sted!

Og vi håber, at vi er svaret, når du spørger “Hvad kan man gå til i Egedal?” eller “Hvad skal mit barn gå til?”

Det praktiske

Du kan starte til spejder fra du er 3 år gammel. Du kan starte på alle tider af året – og vi har for tiden ingen venteliste. 

Du er velkommen til at komme og prøve at være med et par gange, inden du melder dig ind. 

Se også mere om hvad det koster at være spejder.

Du kan kontakte vores gruppeleder Jesper for at høre mere om vores fritidstilbud:

Jesper Holm Pedersen
Telefon: 4717 1249
Mail: gruppeleder@egedal-spejder.dk.

… eller læs videre nedenfor, hvis du vil finde ud af mere om, hvad det vil sige at være spejder hos os.

Er du allerede klar til at melde dig ind? 

Så gå direkte til Indmeldelse.

Vil du gerne prøve at være med først?

Du er velkommen til at prøve at komme og være med et par gange, inden du melder dig ind. 

Spejder kører ikke i “sæsoner”, så du kan starte til spejder på et hvilket som helst tidspunkt på året. 

Hvis du gerne vil prøve at være med, er du velkommen til blot at skrive en sms til kontaktpersonen hos den aldersgruppe, som du hører til

… eller læs videre nedenfor, for at finde ud af lidt mere om, hvad vi laver.

Hvad vil det sige at være spejder hos os?

Hos KFUM-Spejderne i Egedal kan man blive spejder fra man er 3 år – og fortsætte lige så længe, man har lyst. Voksne kan både være aktive spejdere eller bidrage til fællesskabet og udvikle sig som frivillige spejderledere.

Vi har spejderaktiviteter i både Stenløse, Slagslunde og Ølstykke. Vi er også meget i skovene og naturen omkring Egedal, Frederikssund, Slangerup, Ganløse og Buresø.

Vi er en lille gruppe, hvor vi alle sammen kender hinanden. Vi prioriterer at være mange voksne i forhold til børn, og vi er stolte af vores “gode normeringer”, så vi får trygge rammer omkring vores spejderarbejde, og der er plads til forskelligheder.

Spejder er anderledes end at gå til fodbold, svømning eller gymnastik, fordi vi har meget forskelligartede aktiviteter og mangfoldige udfordringer, der udvikler vores spejdere på alle områder.

Du er altid mere end velkommen til at kontakte os for at høre mere om hvordan du selv eller dit barn bliver en del af verdens bedste fritidsaktivitet.

Du kan også læse mere om, hvad man laver på de forskellige alderstrin.

Ansvar for hinanden 

Spejderne deles ind i små hold eller patruljer, som selv har ansvar for at løse de opgaver, de møder. Ved at arbejde sammen, lærer børnene både at tænke kreativt og selvstændigt samtidig med, at de tager ansvar for hinanden i gruppen. 

De små hold er en tryg ramme for udvikling af den enkeltes kompetencer samtidig med, at der skabes sammenhold og venskaber for livet  

Learning by doing 

At være spejder handler om at lære, mens man gør tingene i praksis. På den måde kan børnene selv gøre sig erfaringer, og spejderne lærer hurtigt af fejl og successer. Det hele sker i trygge rammer og støttet af de voksne  

Læring gennem leg er også et nøgleord i spejderarbejdet. Det skal være sjovt at lære, og vi bruger bevidst lege til at udvikle børnene på alle udviklingsområder:  fysisk, selvstændigt, følelsesmæssigt, socialt, intellektuelt og åndeligt.

Paletten.jpg

Verdens bedste lederuddannelse  

Flere danske og internationale erhvervsledere fortæller, at spejderbevægelsen har lært dem at være ledere. KFUM-Spejdernes uddannelser lærer både børn og voksne om projektstyring, personligt lederskab, kommunikation og meget mere.  

Tæt på naturen  

Spejderne bruger naturen meget, og derigennem lærer de også at passe på miljøet og får et naturligt forhold til at færdes ude. Naturen er spejdernes legeplads, og derfor passer vi også godt på den.  

Tro og tvivl 

KFUM-Spejderne bygger på et kristent og medmenneskeligt værdigrundlag. Hvad spejderne vælger at tro på, er deres egen sag. Det er vigtigt for os, at spejderne finder deres egen tro og lærer at respektere andres.